Tilbageblik på 125 år på Skovgården

I 125 år har Skovgården dannet ramme om børn og medarbejdere.

På den årlige praktiske dag i juni kom en medarbejder op fra kælderen med en flyttekasse. Han stillede den på mit kontor og sagde, at nu kunne jeg bare gå i gang. I kassen var der bøger, stambøger, regnskabsbøger og flere pakker i brunt indpakningspapir, fint bundet sammen med snor. I de brune pakker var der breve, ansøgninger og tegninger af Skovgårdens bygninger.

Det har været helt utroligt og meget interessant at kigge i alle disse bøger og papirer. Jo mere jeg åbnede og læste, jo mere indsigt fik jeg i hverdagen, i ønsker, drømme og tanker gennem tiderne. Jeg vil i det følgende give små indblik i tiden, der er gået.

Man kan ikke tale om Skovgården uden at nævne Hjortholm (i gamle dage Holsteinsminde) og forstander Budde.

Forstander Budde havde i mange år haft et ønske om at adskille drenge og piger. I gennemsnit boede der 180 børn og unge, og der blev brugt alt for mange ressourcer på at holde de to køn adskilt.

Budde og hans kone Mathilde Dorthea var meget fremsynede og også innovative.

Budde fik lavet en gennemgribende fornyelse af Hjortholms gamle bygninger. Han fik delt hjemmet i mindre afdelinger, indkøbt Klintebjerg feriekoloni samt sørget for, at pigerne på Hjortholm fik deres eget hjem.

Pædagogisk var Budde af den overbevisning, at de vanskelige eller ulykkeligt stillede børn, som var i hans varetægt, og hvis opdragelse han var ansvarlig for, trængte til en langt blidere behandling og større overbærenhed end de fleste andre og lykkeligere stillede børn. En forståelse, som var i strid med, hvad der jævnligt blev hævdet på den tid.
Han var en nytænkende mand. Hans måde at møde Hjortholms børn på bar frugt, og tilgangen var stor.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige skomagermester Rasmussen.

Denne mand testamenterede 47.525 Kroner og 29 Ører til Hjortholm i 1889. To ting var helt utroligt ved dette. For det første var der ingen, der rigtigt vidste, hvem han var, og for det andet var det et meget stort beløb. Beløbet svarer til 3,3 millioner kroner i dag. Det er mange penge taget i betragtning, at 2 andre institutioner i samme testamente blev betænkt.

Der har levet en skomagermester Jørgen Rasmussen i Fuglebjerg fra 1820'erne til 1860'erne. Han havde 3 svende under sig, var gift to gange og fik i alt 5 børn. Om det var ham, der valgte at give penge til Hjortholm og de to andre institutioner, vides ikke. Det kan også hænde, at det var en helt anden skomager Rasmussen…

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige Anneksgården Skovgården.

Budde modtog alle disse penge, og det faldt så heldigt ud, at han fik mulighed for at tilbagekøbe Hjortholms Anneksgård – Skovgården. Den bestod af en firlænget gård samt 42 tønder land. Lige ved siden af den firlængede gård byggede man det, vi i dag kalder Skovgården. Et fint hus med kælder, stue og 1. sal. Med en frontspids midt på taget og to kviste på hver side. På anneksgården boede en bestyrer til at tage sig af heste, køer, grise og høns og selvfølgelig jorden. Da pigerne kom til, blev en del af stuehuset på anneksgården brugt til gymnastiksal, resten var bestyrerens bolig. Pigerne hjalp til både i stalden og marken efter aftale med forstander.

Af en inventarliste fra 1946 fremgår det, at der på gården var 22 river og 15 skuffejern. Vi kan roligt regne med, at det ikke var bestyreren, der havde brug for de mange river og skuffejern, så det fortæller os noget om, at pigerne har arbejdet i køkkenhaven og måske også renset rækker af afgrøder med deres skuffejern.

Da Skovgården i 1950 byggede gymnastiksalen, blev det nødvendigt at rive to af anneksgårdens længer ned for at få plads. Vi kan læse os til, at anneksgården på det tidspunkt blev indrettet med elevværelser, og først i 70'erne blev anneksgården revet ned

Man kan ikke sige Skovgården uden at tale om tilbygninger og drømme.

I hovedhuset var der oprindeligt på 1. salen to sovesale med hver 20 senge samt et værelse til lærerinderne og et til plejemor. I stueetagen var der skolestue, dagligstue, spisestue, systue samt køkkenpigens værelse.
I kælderen var der vaskerum, rullestue, tøjdepot, køkkenfadebur, kulhus og spisekammer.

Indtil 1907 havde Skovgården og Hjortholm samme forstander.

Der var ikke megen plads til de 40 børn og 6 kvinder, der havde deres daglige gang på Skovgården, og der gik ikke lang tid, før ønsket om udvidelse bankede på. Vi har fundet flere tegninger af tilbygninger, der alle indeholdt en gymnastiksal, fra årene 1905 til 1950. Men først i 1950 lykkedes det forstander Olga Tiim Petersen at rejse pengene til en ”rigtig” gymnastiksal. Salen blev i 1952 brugt til et stort arrangement, hvor et 20 mands stort strygeorkester underholdt en eftermiddag. Olga Tiim Petersen inviterede hele Hjortholm, Hindholm Højskole og pigerne på Skovgården til koncert. De blev til godt 200 mennesker, og de havde en vidunderlig og god eftermiddag. Ja det var før brandtilsynets tid… I dag må vi være højst 100 personer i samme gymnastiksal.

I 1924 blev det ikke til en gymnastiksal, men blot en lille tilbygning mod nord. Samtidig blev der lagt elektricitet ind, og det havde en stor betydning for både pigerne og de voksne, da det nu ikke længere var nødvendigt at pumpe vand ind i hovedbygningen med et stort svinghjul, og det var også slut med at skulle pudse de 30 petroleumslamper, Skovgården var i besiddelse af. Det har været en stor opgave, og det har virkelig lettet det daglige arbejde for store og små. Ligeså kan vi forestille os, hvordan den mørke kælder eller andre skumle hjørner pludselig blev oplyst på en helt anden måde. Det har vel også lettet håndarbejdet, som de har siddet med de mørke vinteraftener.

I 1931 kom endnu en tilbygning til, denne gang mod syd. Også dette var en gave. Nu kom der mere plads til alle, og der kom nu to afdelinger. En mindre sovesal med 9 senge og en større sovesal med 12 senge samt 8 elevværelser. Der blev nu også mulighed for, at kvinderne, der arbejdede på Skovgården, fik hver deres værelse. Forstanderen fik to og et kontor. Ren luksus må man sige, tiden taget i betragtning.

I 1962 blev den gamle forskole (Sneslevvej 32) købt tilbage til Skovgården, og der blev indrettet beboelse og skolestue.

1967 var året, hvor Gul afdeling eller afdeling 2, som den oprindelig blev kaldt, blev bygget sammen med flere medarbejderboliger. Dette skete i takt med tidens holdninger. Medarbejdere der arbejdede på døgninstitutioner skulle også havde mulighed for at stifte familie. Ligesom børnene der boede der skulle have deres eget værelse.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige undervisning.

Budde mente, at undervisning af de vanskelige og ulykkeligt stillede børn havde stor betydning for deres fremtid og muligheder. Det havde man nu ment i mange år i dette område. Greve F. A. Holstein var allerede i 1830'erne forgangsmand for oprettelse af skoler for småkårsfolk. I hans greveskab oprettede han 12 skoler i sin tid. Undervisning af børnene var vigtig, og nye vinde blæste ind over tidens skoler. På Hjortholm var man af den overbevisning, at man kom længere med børnenes lærdom, hvis undervisningen var interessant og kunne pirre børnenes nysgerrighed. Der var flere lærere, der var af samme overbevisning bl.a. Erik Bøgh, som var skolelærer i Fuglebjerg tilbage i 1840. Hans tilsynsførende, pastor Lemvigh, var slet ikke af samme overbevisning og mente, at remser, udenadslære, ja- og nejsvar var vejen frem. Det skabte mange diskussioner og uvenskaber.

Sådan var det også i 1890. Det var svært at begribe for menigmand, at de vanskelige og ulykkeligt stillede børn skulle undervises på anden vis, så Budde og hans efterfølgere både på Hjortholm og på Skovgården kæmpede og var pionerer.
At børnenes uddannelse var vigtig, kan også aflæses på ansættelsesforholdene. Her var ansat 4 lærerinder, en medhjælper og en køkkenpige.

Igennem de 125 år har udvidelserne givet mulighed for skolestuer. At pigernes uddannelse var vigtig, var også nytænkende, da den generelle mening om piger på det tidspunkt var, at de blev gift og stiftede familie, hvorfor undervisning og uddannelse ikke var så vigtig.

På Skovgården red de på to heste: uddannelse og praktisk arbejde. Pigerne skulle både lærer noget åndeligt, og de skulle være dygtige til husflid, stald- og markarbejde.

Vi kan læse os til, at man godt var klar over, at ikke alle pigerne var lige dygtige til det hele, og hvordan lærerinderne hele tiden forsøgte at finde det, som den enkelte pige formåede, om det så var skolearbejde eller praktisk arbejde. Det vigtigste var, at pigerne lærte noget. Var de dygtige i skolen, sørgede Skovgården for, at de kunne læse videre. Var de dygtige i køkkenet eller rengøringen, sørgede Skovgården for, at de kom ud at tjene. Var de dygtige i stald og mark, sørgede Skovgården for at finde i plads på landet. Mange landmænd i nærområdet har sagt ja til at have piger i prøveplads, og gik det godt, kunne pigen finde andre pladser, og var det lidt svært, kunne de vende tilbage til Skovgården.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige børn og deres barndom.

Tilbage i børnehjemmenes vugge havde man en ide om at skabe disse hjem til ulykkeligt stillede børn. Børn af børnerige og meget fattige familier eller forældreløse børn. De skulle have en chance i livet, og indtil da var disse børn ofte endt på fattiggården, hvilket ikke var et sted for børn. Det viste sig ganske hurtigt, at der ikke var helt så mange af disse børn, da de ofte var kommet i pleje, og derfor åbnede man dørene for det, man kaldte ”de vanartede og vanskelige børn”. Man kan godt forestille sig, hvilke børn det var og hvordan, der er blevet tænkt om dem. Det har givetvis været hårdt for alle parter, men for børnene i særdeleshed. Samtidig må vi huske alternativerne: fattiggården, gaden, vagabonderne, fængsler, straffe og revselse.

Forstander Helena Askov skriver til Skovgårdens 50 års jubilæum, at pigerne på Skovgården boltrede sig i leg og glædedes ved skole og arbejde både ude og inde. ”Pigerne bøjer hovedet i bøn og taknemmelighed”, skrev hun.

Jeg er sikker på, at hun kan have ret, men hvis vi samtidig ser på, hvorfor pigerne kom på Skovgården, og hvilke udfordringer de havde, er jeg ikke helt sikker på, at alle pigerne var helt så taknemmelige, som Askov kunne tænke sig. Ligeså alle pigerne ikke helt passede deres opgaver med lige stor glæde og iver, som lærerinderne kunne tænke sig.

I 1932 begyndte man på døgninstitutionerne i Danmark at benytte sig af stambøger, der dels havde fortrykte spørgsmål om pigerne og dels tre tomme sider, der efterlod plads til at beskrive, hvordan det gik barnet på institutionen.

Vi har fundet stambøgerne, som er bevaret helt tilbage fra 1932 og frem til 60'erne. Flere ting springer i øjnene, når man læser i bøgerne. Dels de fortrykte spørgsmål, som bl.a. er:
  • Er Barnet født i eller udenfor ægteskab?
  • Lever Forældrene sammen? Kan der gives nærmere Oplysninger om Samlivet?
  • Har nogen af Forældrene været straffet? Eller levet i erhvervsmæssig Utugt?
  • Er de drikfældige eller usædelige?
  • Har nogen af Forældrene eller andre nærbeslægtede lidt af Sindssygdom, Epilepsi, Aandssvaghed, Tuberkulose eller andre svære Lidelser?
  • Har Barnet lidt aandelig eller legemlig Vanrøgt?
  • Er Hjemmet fattigt, uordentligt, Tilholdssted for uheldige Personer?
Og senere:
  • Hvorledes er Barnets Karakter?
  • Har det skulket, vagabonderet, tigget eller rapset? Og hvornår er det begyndt?
  • Har det vist usædelige Tilbøjeligheder og i bekræftende Fald hvorledes?
Og sidenhen:
  • Hvorledes er Barnets Evner? Særdeles gode, gode, mindre gode eller ringe?
  • Har det kunnet følge med i skolen?
  • Er der nogen Viljesdefekt, Slaphed, Mangel på Udholdenhed eller Stemningsforstyrrelser?
Man var altså optaget af, hvad pigerne kom fra, hvordan deres adfærd og evner i skolen var.
Dels er det interessant, hvordan der blev svaret på spørgsmålene. Hos nogle af pigerne står der virkelig meget og hos andre næsten ingenting. Det er, som om nogle af pigerne ikke helt passede ind i det fortrykte, og derfor står der ikke meget, mens andre pige er beskrevet, så der næsten ikke var plads. Nogle beskrivelser af pigerne lyder: ”Hun er trodsig. Hun er løgnagtig. Hun er ikke god ved sine kammerater. Hun er drilagtig, tyvagtig eller slesk, hun er upålidelig, hun er tilbøjelig til at rapse, hun vil altid regere – eller er sur, hun sætter splid, hun er ufredelig, hun er sladderagtig, hun er usandfærdig eller hun er overfladisk”. Der står også udsagn som: ”Hun er doven, hun er langsom eller tung”. Det er tunge ord at læse, og i dag undres man over det barnesyn, der ligger bag disse ord. Heldigvis er det derfor en fornøjelse at læse, hvordan pigerne senere bliver beskrevet: ”Hun er en god pige. Hun er flink med sine hænder også, selvom hun er noget langsom. Hun er altid glad og smiler meget, men hun har ikke store evner i sit skolearbejde. Hun viser store evner i syning, og her er hun flittig og dygtig og vil gerne hjælpe sine kammerater. Hun har særlig evner i vores køkken og er en god hjælp i det daglige. Hun er god til at synge. Hun er flittig i skolen, men hun har svært ved at lære. Hun er dygtig i skolen og får gode karakterer”.

Det skinner igennem, at børnene er blevet holdt af. Lige meget hvad de kom af og fra, og hvordan de opførte sig. Alle skulle have en mulighed og nogen, der troede på, at de kunne noget. Når pigerne blev konfirmeret, blev der fundet arbejde til dem. Det kunne være en plads i huset i Hellerup eller en prøveplads hos en landmand i nærheden. En del piger fik lov til at fortsætte skolen og tage realeksamen, hvorefter de kunne læse videre til lærerinde eller sygeplejerske. Dette skulle der søges om, da der skulle betales for pigernes uddannelse. Heldigvis lykkedes det igen og igen at få rejst de penge, det kostede.
Selvfølgelig har der også været piger for, hvem det var meget vanskeligt at indordne sig under både undervisningen og det daglige arbejde. I de tilfælde forsøgte man at finde ud af, hvor pigen så kunne komme hen, så man kunne finde den rigtige hjælp. Der var ikke så mange muligheder dengang. Man kunne ende på et sindssygehospital, på et fredehjem, eller i pleje.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige pædagogik.

Fra 1907 til 1942 var frk. Helene Askov forstander. Hun og hendes ansatte arbejdede for at skabe et godt hjem for pigerne. Skovgården skulle være et kærligt hjem for pigerne med traditioner og sammenhold. Pigerne skulle have et godt liv gennem skolegang, arbejde og bøn. Der var glæde og taknemmelighed, når noget lykkedes for en af pigerne.

Efter krigen blev det at komme på børnehjem sidestillet med, at man skulle opdrages, deraf navnet opdragelseshjem. På Skovgården kæmpede man stadig for, at pigerne skulle lære noget enten i skolen eller i deres arbejde. Men også kulturen fik en plads i denne tid. Skovgården blev medlem af S.O.R.U., som var en kulturel forening med forskellige arrangementer og kunst, der blev vist eller placeret på medlemsinstitutionerne.

Forstander Olga Tiim Petersen sørgede for den tidligere nævnte koncert, ligesom Skovgården mange år senere fik vævet kunst af samme forening, som hænger i spisesalen den dag i dag.

I 1960'erne kom forstander Jens Jensen og hans medarbejdere til. Han skrev om, hvordan børnene skulle have tillid til de voksne og de voksne til børnene. Han mente, at tryghed var vigtigt for børnene. Han ville gerne have, at piger og drenge boede på samme hjem, og i 1970 kom der også drenge på Skovgården. Jensen oprettede Skovgårdstinget, hvor forskellige emner blev drøftet i fællesskab. Der blev lavet spørgebøger, hvor de unge kunne skrive deres spørgsmål, hvorefter de voksne svarede skriftligt tilbage. De fandt det vigtigt, at de unge lærte at formulere sig og lærte at bede om noget på en ordentlig måde.

Undervisningen var stadig i højsæde, men det at kunne bruge sine hænder, var stadig en del af hverdagen. De havde værksteder, hvor de lavede smykker og læderarbejde. Nu var der både lærere og pædagoger ansat, og de tumlede med, hvordan det var muligt at samarbejde. Det var nu også vigtigt at lave aftaler med eleverne, som gensidigt skulle overholdes. Der blev arbejdet med konsekvenspædagogik, og der faldt straffe, hvis ikke aftaler og pligter blev overholdt. De unge kunne f.eks. få inddraget deres cigaretter eller blive trukket i lommepenge.

I nyere tid har vi arbejdet med anerkendelse, med leg og med forståelse for, hvilke udfordringer børnene har samt hjælpe dem med at tackle deres eget liv. Undervisningen er stadig en meget vigtig del af børnenes hverdag. Skovgården skal stadig være et godt sted at være barn. Børnene mødes med venlighed og smil af voksne, der med deres engagement skaber en genkendelig og tryg hverdag for børnene. Forstander Inge Lind Sørensen er forgangskvinde for, at børnene skal have gode og sjove oplevelser. De skal have et godt børneliv, og de skal have den bedste undervisning.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige forældre.

Der står ikke meget om forældrene tilbage i tiden. Det tyder ikke på, at forældrene kom særligt meget på Skovgården, men der var heller ikke været de store transportmuligheder, og der var i særdeleshed ikke penge til al det rejseri. Pigerne kom nogle gange hjem på ferie, men det var ikke tit. Til gengæld har de skrevet en del sammen. ”Det er altid dejligt at få en lille hilsen hjemmefra”, skrev Askov. Som tiden gik, og vores samfund fik flere penge, var der også i højere grad mulighed for, at forældre både kom på besøg, men også at børnene kunne komme hjem på weekend. Et sted kan vi læse, at de store børn selv sparrede sammen til at tage på weekend hjemme.
I dag er forældrene velkomne, bare vi har en aftale, da vi ofte er ude af huset, og det er ærgerligt at køre forgæves. Forældrene har en debatgruppe og et forældreråd.

Man kan ikke sige Skovgården uden at sige medarbejdere.

En fællesnævner for alle medarbejdere gennem tiden er et kæmpe stort engagement og et stort hjerte for børnene, deres liv og muligheder.
I starten boede kvinderne på Skovgården sammen med pigerne, og de skabte et hjem og en hverdag for børnene.
De ansatte opfattede i starten helt sikkert deres arbejde som et kald. Denne forståelse ændrede sig op gennem 60'erne og 70'erne. Det var nu en arbejdsplads, og man var almindelig lønmodtager. Alligevel skinnede det store engagement igennem. Medarbejderne fandt på, lavede aktiviteter og forsøgte at skabe et godt liv for børnene på Skovgården.

Det samme engagement findes i dag. Der bliver hele tiden fundet veje til at give børnene muligheder for at udvikle sig.

Der er meget liv at berette om fra Skovgården. De gamle bygninger, forstandere, medarbejdere, holdninger og tanker om et godt børneliv har dannet ramme om mange piger og drenges barndom og minder. Minder som på godt og ondt har skabt en voksendom og nye familier.

Og tak til skomageren, til Budde, til alle kvinderne, til lærerne, til pædagogerne, til forstanderne, til forældrene og til børnene, der har skabt dette sted, og som har givet bygninger liv og indhold i 125 år.

September 2016

Hanne Dalsgaard
Forstander

 

 

 
 
  Skole- og behandlingshjemmet Skovgården   -   Sneslevvej 67   -   4250 Fuglebjerg   -   tlf 55 45 30 67   -   Skriv til os   -   CVR: 68505216Kontrol rapport